Diario del proyecto Biodiversitet omkring Gammalstorp fritidslandsby

06 de junio de 2024

Lille, men succesrig botaniktur

Der var annonceret en bioblitz kl. 10-12 med brug af Merlin og iNaturalist til identifikation, men i stedet blev det en lille snak om lupiner og en lille tur til kanten af skovlysningen/den tidvist våde eng ved åen.

Skovlysningen, der tidligere er blevet afgræsset, er truet af tilgroning (buske og træer), og muligvis af udtørring om sommeren.

De tre deltagere på turen fandt dog nogle rigtig fine planter, der stod i fuld blomst:

  • Læge-baldrian (primær værtsplante for mørk pletvinge)
  • Skov-gøgelilje
  • Skov-gøgeurt

og - afblomstret - gul iris i stort tal.
Det er arter, som ikke forekommer hvor som helst. Så er det slået fast.
Tidligere observationer (benyt Udforsk i iNat og kortfunktionen) viser i , at engen har meget høj værdi, og det kunne være rigtig givende at få lavet en plejeplan, så den og alle dens arter ikke forsvinder.

Det skal også med, at den lille badesø har skabt en habitat for nogle vandlevende dyr på vores egen matrikel. Dvs. mere biodiversitet. Det stillestående vand er nu levested for skøjteløbere, rygsvømmere og fugle, som tager vandinsekter, fx hvid vipstjert. Se observationerne her på siden.

Publicado el 06 de junio de 2024 a las 06:43 PM por theoaskov theoaskov | 0 comentarios | Deja un comentario

03 de abril de 2024

Foråret let forsinket, men meget liv i området

Jeg (Theo) har nu overnattet to nætter i Skovhytten, og det har både blæst, regnet og sneet! Solen har dog ikke vist sig.
D. 3. april vågnede jeg op til fin puddersne i skovbunden og på alle træernes grene. Det var desuden frostvejr og her til eftermiddag ligger sneen stadig og dækker skovbunden. Hvor det var vådt eller fugtigt smeltede den dog hurtigt.
Det var ideelt til at kigge efter spor, så der er flere observationer med billeder i galleriet af hvad, jeg tror er spor efter hare, rådyr, vildsvin og elg. Den sidste er jeg sikker på. Med resten håber jeg på hjælp fra iNaturalists validatorer.
Jeg har lokaliseret, hvor jeg så vildsvin sidste år, og flytter nu nålen til det rigtige sted, som er syd for åen og ca. 500m østpå fra fælleshuset. Lige nu er skovbunden og åbne arealer langs åen i det område meget præget af vildsvin, der roder efter noget spiseligt. Det er rigtig godt for plantelivet med de dyr.

Huldue sang i noget løvskov en lille km mod nordøst, sortspætte og grønspætte kalder rundt omkring fra, og jeg har fået lidt billeder af begge. Og så har Svaleklire meldt sin ankomst samme sted, som jeg fandt den territoriehævdende sidste år - ved den flade, stenede eng, som er ved at gro til i birk og rødgran. På østsiden er der en bæk, der løber til sydfra og som ligenu er ret vandholdig og bedst kan passeres via en bro nær åen. Selve området burde være mere vådt på denne årstid, men drængrøfterne gør deres job selv om der også ligger grene i både grøfterne og selve åen, som forsinker vandet noget.

I går aftes var der to skovsnepper SV for Gammalstorp, faktisk krydsende Äspinge og cykelleden Skåne (103) i deres territorieflugt med snorke- og piftelyde.

Traner kan ind i mellem høres mod nord, og jeg så en flok flyve over engen. Lige mod NØ, hvor der ligger en gård (stuehus i gule mursten, lade hvid og med svenskrød metalbeklædning på gavlen) er der overdrev, hvor der går heste og køer,. Deres lort og trampen rundt er åbenbart rigtig godt for drosler og småfugle. I hvert fald var der hundredevis af fugle, der fouragerede på jorden. Vindrosler, som ellers yngler længere mod nord sang fra træerne, og sjaggerne pludrede og "sjaggede", så det kunne høres på lang afstand.

Foråret er skam på vej, men har lige fået et push-back af noget kulde og sne.

Publicado el 03 de abril de 2024 a las 01:27 PM por theoaskov theoaskov | 0 comentarios | Deja un comentario

30 de septiembre de 2023

Naturplejedag ved laden

Idag har et stort hold af friske frivillige lavet naturpleje vest for laden.
I løbet af nogle somre har tilgroning med brombær, hindbær pil og birk taget til i det ellers åbne areal ved det eksisterende sommerhus, vi kalder laden.

Vi har meget skovbund på vores areal, men ikke så meget, der kan kaldes skovlysning, og den biotop, vil vi gerne fremme.

Der blev gået godt til den med optrækker-grej og spader.
En lidt tyndet bræmme af pil og birk blev efterladt ud mod indkørslen og grusvejen for dels at sløre udsynet til vejen (og fra vejen til laden), og give læ, men også bevare den biodiversitet pil og birk trods alt giver i den bøgedominerede skov. Vi fandt et par små egetræer, vi også skånede sammen med en rund pilebusk midt på grunden.

Pil blomstrer meget tidligt og gæslingerne er en god fødekilde for de første humlebier og jordbier fra omkring d. 21. marts og nogle uger frem.

Efter arbejdet med at fjerne træerne slog vi hindbær, brombær og tuer af lyse-siv med leer.

De optrukne træer og afklippet blev fordelt i bunker i skovbunden lidt væk fra vejen og grunden ved laden.

Set lidt med brugerbriller virker grunden større, og der er mere åben plads at løbe rundt og lege på foran laden. Der er dog også stadig gemmesteder, og nu med bedre mulighed for at gå ind mellem birketræerne og gemme sig lidt der.

Nogle var heldige at se en snog, der dog hurtigt gemte sig mellem siv og græs. Der blev også set butsnudet frø, rød glente, og ravnen kaldte flere gange. Ingen spætter denne gang, men spætmejse og flokke af grønsisken og mejser. Lidt småkravl kom i iNaturalist, bl.a. en hjorte-lus, der sad i nakken på Theo.

Der var en del svampe i skovbunden ned mod åen.
En god kop kaffe fra den gode barista Jens Emiles maskine inde i laden hjalp os igennem, og det blev da også kun til en enkelt eller to regnbyger.

Tak for en dejlig dag.

Publicado el 30 de septiembre de 2023 a las 08:15 PM por theoaskov theoaskov | 0 comentarios | Deja un comentario

15 de agosto de 2023

Sortspætten flyttet ud - er der et nyt par i hullet?

D. 21. juli mødtes Theo og Kristian i GT og gik en tur. Antallet af sangfugle var lavt, og sådan er det jo i alle skove efter yngletiden. Men der var en lille overraskelse, som vi vil dele:
Sortspættens unger er for længst fløjet ud, men sådan et fint hul skal da ikke stå tomt! Fra hullet fløj en mellemstor grå fugl hurtigt væk, og Theo nåede at se, at det var en due, som ikke havde store hvide halvmåner på vingen. Det var altså den noget mere ualmindelige og sky huldue, der - som navnet antyder - yngler i egnede huller.
Sortspætten skaber altså ynglemuligheder for andre fugle.
Der er opvækst af birketræer ved det nyanskaffede "huset i midten", og det overvejer vi at gøre noget ved.
På overdrevet overfor Gunnars hus, hvor der nu sættes et hus op, er nogle af de opvoksende træer småbladet lind, og dem bør vi nok bevare nogle af.

Publicado el 15 de agosto de 2023 a las 08:10 PM por theoaskov theoaskov | 0 comentarios | Deja un comentario

16 de abril de 2023

Naturplejedag 1 - lysning af overdrevet

Vores del af overdrevet, som ligger højt mod SSV ud til Ormvråkvägen (Musvågevej) lider en del under tilgroning. På området kan man se, at der står en del stubbe af birk, som er blevet skåret væk for en del år siden. Nu skyder nye småtræer op. Det er især ahorn, men også birk, bøg og graner.

Dagens mål: at rydde en firkant på 10 gange 10 meter. Træerne rykkes op med rod ved hjælp af en extractigator, som vi havde nogle stykker af. Heraf skal især fremhæves Big Daddy.
Træerne blev lagt i en stor bunke nede i bunden af overdrevet, hvor der er mere skygge.
Bunken kan give levesteder for insekter gnavere og fugle i et par år. Det tørre træ, som ikke er gået i råd, kan brændes til efterfølgende vinter.

Hvad nåede vi: målet plus en del mere.

Billeder fra dagen:

https://photos.app.goo.gl/y7cEgn2bPPWUVoyv9 (Theo's google-konto klimaognatur.dk). Fotos må kun bruges efter aftale med personerne på billederne og fotografen.

Efter arbejdet lavede vi en bioblits. Observationer der uploades til iNat kan ses under projektets galleri. Vær omhyggelig med at sætte nålen korrekt - geolokation, hvis observationerne skal bruges til baseline og vores naturkompas.

Publicado el 16 de abril de 2023 a las 10:36 AM por theoaskov theoaskov | 0 comentarios | Deja un comentario